Guldsmeden Helge

Jeg sidder på forreste række og lytter til Guds ord. Bag mig sidder 400 mennesker. Stille. Snøfter. Hvisker. Jeg mærker dem. Spekulerer på om de sér, hvad jeg så for længst. At mine hårsække fra min isse er flyttet på hospice efter at døden snittede dem med sin le. Jeg så det selv imens jeg mærkede hendes hånd slippe min. Hår på det hvide lagen. Mine. Månen. Jeg mærker solen ramme den fra vinduet og véd at i dette øjeblik tager Gud pis på mig. Den solstråle kunne han have rettet mod kisten med mine børns mor i. Skabt et uforglemmeligt moment dér i kirken. Dreyer. Hammershøy eller blot en arty afgangsfilm fra filmskolen. Men spotlightet er på mig og min isse, som var det dén der skulle bisættes. Jeg ser vel egentligt lidt vis ud med den plet. Som en munk eller en naturvejleder, der spiser hele skroget og laver saft af skrælden. En skovens ven. Harmløs. Kastreret. En som puster myrerne væk og spiser nedfaldet. Plukker de lavthængende frugter og sorterer sit skrald i køkkenet. Jeg siger selv at jeg gør det, for at lyde hellig, men jeg orker simpelthen ikke stå til ansvar for skraldebøtten. For livet som enkemand må visse ting vie og mit skrald skal ikke også lægge pres på mig, selvom jeg godt ved, at man skal rydde op efter sig selv.

Jeg tænker på affaldssortering og tagrender for om lidt skal jeg holde tale. Praktiske kontrollerbare gøremål fylder mit sind for ellers græder jeg mig selv ihjel. Jeg forvirrer min hjerne og suger de våde tårer med de udtørrede kiks som den gode borger med samfundssind spiser uden at kny. Gør mig til målgruppen for Gallup og en komponent i Danmarks Statistik, der fortrænger hjerter bag tal. Jeg kvæler mine følelser og bevarer den professionelle distance med tricks forfinet gennem tyve år i danske Hollywood. Dagen for svendestykket var dagen for hendes dødsdom. Forestilling samme aften. En komedie. Man aflyser ikke. Der var kun fem-seks af dem tilbage. Holdt mig alene. I garderoben. Bag kulissen. Undgik de andre. Var jernkæbe med en mission. Gennemførte and got out of there. I´ll be back. For sure. Well, Kris, dream on, men det er en anden historie. Jeg er en følsom mand og skal ikke arbejde med min kommunikation. Tværtimod. Jeg må holde igen som menneske for vi er omvandrende fortællinger fra fødsel til død. Vores liv er dramaturgi med både 1.2. og 3. akt, igangsættende øjeblikke, point of no returns, twists, turns og midtpunkter. Vil du bære hovedrollen må du nuancere, kende dig selv og udvikle dit instrument. Ikke være ost-på-ost. Ingen gider høre dig spille på sav mere end en gang. Lidt af det ene. Lidt af det andet. Så går det dig nok godt.

Denne dag vil jeg være en træspåne i kirkebænken. Ja, mere end det. Det vise, gamle træ i skoven, som favner sin kones død, som mænd har gjort det gennem århundreder. Mænd med kindskæg, der hytter kartofler i marken og kommer hjem og finder sin kone død i barselssengen. Der graver hendes grav med sine bare hænder og portrætteres af en skagensmaler som indfanger værket, der hænges et sted i Nordsjælland, hvor skoleklasser sjosker forbi uden at forstå, hvilken smerte det maleri indeholder. “Manden med Månen og Den døde Kone”. Glemt og alligevel ikke glemt, dog blot som farve og former i ramme akkompagneret af ih, åh og gab. Nøjagtigt som jeg ved, at mine børn og jeg vil blive glemt hurtigere end folk vil indrømme. Hvor hjælpen ikke længere er betingelsesløs, men et træls omgang kalenderrytteri af andres planer. Kan du der? Nej. Kan du her? Nej. Hvornår kan du så? Ikke før dér. Ok, så. Videre. Næste. Om og om igen. That’s life og ja, bum, bum, jeg ved, at jeg nok også selv vil glemme. Men i børnene vil smerten altid leve og de vil skrige fra de rammer, der blev dem givet af døden og alt jeg kan gøre er at gå med dem. Fortælle dem, hvad jeg ser i det maleri, som de for altid er fanget i og hvor jeg blot selv er blevet en silhuet af noget der var engang. En ægtemand. Jeg vil være deres kustode, det gamle bøgetræ, deres far, der sidder på en stol og holder øje og måske indfanges af en maler fra Lolland. “Træmand på stol med skrigende Kviste”.

Men jeg føler mig så dum og slet ikke vis. De 400 bag mig skal rumme begyndelse, midte og slutning under de 45 minutters bisættelse. Jeg er allerede ved rulleteksterne, for filmen har varet i flere år. Jeg er på vej ud og klar til anden del. Lettet over at første del er slut. Så lettet at jeg i våbenhuset med kisten bag mig og helt ude af mig selv tog imod med spontane udbrud som “Hvor hyggeligt!!”, “Lang tid siden” og “Ses vi bagefter?”. Jeg ødelagde deres rum og krummer mine tæer. Gjorde vold på deres følelser som stod jeg med en klaphat i operaen og sang lå-lå-lå. Så hér sidder jeg på forreste række med Guds lys skinnende på min dumme måne og jeg får lyst til at tegne en dartskive på den. Jeg mærker alt, men mindst af alt mig selv, så de kan få tre skud for to. Hvor fanden er jeg?

Jeg er i en underlig tilstand af nærvær og fravær på samme tid. Ser mig selv udefra, men alligevel fra oven. Lokalet er sitrende af nærvær. Chock. Savn. Sorg. Præsten taler til børnene. De hører intet. Det gør jeg heller ikke. Lytter slet ikke. Lader som om ligesom med skraldebøtten. Det er ok. Det skal nok komme. Der er tid nok. Vi er samme sted i hver vores indpakning. Overlever for nu. Præsten nikker. Jeg rejser mig. Talen er til dem. De bliver stille. Ser på mig. Deres far. Uden mor. Alt forsvinder. Vi er tre. Vi flyver. Jeg slipper dem aldrig. Mine elskede børn. I og jeg. Det er nu det begynder:

‘

Der var engang en mose et sted på en mark, hvor der under vandet dybt nede i mudderet var en lille larveby. Det var et dejligt sted for larverne havde alt, hvad de skulle bruge. En skomager. En slagter. En ostehandler. Et par restaurenter og måske også en bandagist som ingen helt ved, hvad laver. Der var det hele og livet var godt og larverne lykkelige. Men noget bekymrede dem! Der var sneget sig en frygt ind i byen. Indimellem skete der nemlig noget mærkeligt og uhyggeligt. Nogle af larverne ormede sig uden varsel op af sivene til overfladen og forsvandt. De vidste ikke selv, hvorfor de gjorde det. De var skrækslagne og råbte på hjælp. “Hjææælp, jeg kravler op af det hér siv. Kan ikke stoppe. Det ikke nice! OMG. Hjæææælp”. Og larverne forsvandt op over vandoverfladen og kom aldrig tilbage. Byens borgmester Helge var tvunget til at udvise handlekraft, så han kaldte til møde og samlede alle byens larver på markedspladsen i byens Megacenter. Han havde en plan. Måske ikke verdens bedste, men dog en plan. Den næste larve der kravlede op, skulle komme tilbage og fortælle, hvorfor de var kravlet op! Hvad er der oppe over overfladen?! Det var en god plan syntes byens larver og alle gik hvert til sit og Helge tog ned for at spille padel tennis – byens nye hotte sportsgren, hvor alle kunne være med thi det krævede ikke alverden. Men Helge havde det mærkeligt. Som om noget i ham var anderledes. Som om han var ude at rejse og nu bare gerne ville hjem. Rastløshed. En længsel. En utilfredshed, med et eller andet, som havde han et hul indeni. Han forsikrede sig selv om, at han havde taget sine allergipiller for følelsen mindede måske lidt om høallergi, tænkte han. Som om han ikke rigtigt var der. Ikke var tilstede og blot så alt fra en glasboble. Og så alligevel ikke. Faktisk var det som om hans krop ville noget, som han ikke ville. En trang. Den ville kravle op af sivene!!!! Og det gjorde han og nu vidste Helge godt, at den var gal. Han hylede og skreg. Han ville ikke. Nej, ikke nu. Ikke nu. Jeg er ikke klar. Men lige lidt hjalp det og hans krop ormede sig afsted som var der en stor magnet, der trak i hans kunstige titaniumhofte, som bandagisten havde lavet og Helge fortrød at han ikke havde fået en af porcelæn. Blot fordi han ville blære sig til padel tennis, som jo ellers var en inkluderende sportsgren for larver med proteser. Helge var nu nået op til lige under vandoverfladen og han dukkede sit hoved for måske gjorde det ondt sådan at knalde det op i fladen. Men han brød den. Det var blødt og behageligt på en måde han ikke havde prøvet før. Snart var hele hans krop oppe over vandoverfladen og et skærende lys blændede ham imens han fortsatte op ad sivet. Helge var i chock og ænsede ikke at han var nået til sivets top, faldt ud og landede på en åkande. Han lå helt stille. Der var dejligt varmt. Farverne kraftige. Som om han lige havde gnedet søvn ud af øjnene og nu kunne se tingene meget mere klart. Der var dufte, som han ikke havde mødt før og der var en summen af liv, som slet ikke var i den lille larveby i mudderet under vandet. Helge var paf og stirrede på det hele. Situationen krævede en smøg. Langsomt kom han på fødderne for at få lidt mere overblik, stod musestille og nød sin cigaret. Den smagte egentligt ikke så godt længere, men larver er vanedyr som os andre så skidt pyt og i øvrigt tabte han hurtigt cigaretten, da han opdagede, hvad der sad på hans ryg. Vinger?! Og blot med tanken om at flyve, spredte han dem og fløj højt op i luften og for første gang følte han sig fri. Hans kunstige hofte kunne han ikke længere mærke gnave og han følte sig så let og glad. Han kunne se alt heroppe fra. Markerne. Træerne. Græsset. Vandet. Han kunne ane de andre larver dernede under overfladen. Hvis blot de kunne komme med op til dette ultimative Megacenter, så kunne de slå sig ned hér og han kom I tanke om aftalen han selv havde lavet. At man skulle komme tilbage og fortælle alt, hvad der var sket. Så Helge styrede mod vandoverfladen for at komme ned til de andre, men da han ramte den blev han slået tilbage. Han forsøgte igen og igen men blev ved med bounce op og ned imens han fløj som den guldsmed han nu var blevet henover over vandspejlet. Der var intet at stille op. Alt, hvad han kunne gøre var at lave lidt små krusninger i overfladen, så de da kunne se, at han trods alt var der. Hvis de da overhovedet opdagede det. Helge satte sig på åkanden igen og blev en smule trist. Han kiggede ned i vandet på de andre, men tænkte, at de nok skulle klare sig. Bitten var en god viceborgmester dernede og kunne nok godt tage over - og det var jo ikke fordi de andre ville ende med at gå glip af noget. En dag ville de jo selv kravle op af et siv og selv få at se, hvor smukt her er og de ville jo ses igen. Helge skulle nok være der og tage imod dem fra åkanden. Så han spredte sine vinger, sendte et kys mod alle larverne og fløj så ud for at se, hvilket land han var kommet til. Han ville finde et sted, hvor de alle en dag kunne bo sammen for evigt….