Jeg ved ikke hvem du er.

Det bliver pinligt. Jeg fornemmer det allerede, da jeg ser deres stive hofter møffe op forbi bilen nede for enden af indkørslen. De har en hvid konvolut i hånden og jeg ved, hvad der er i. De ser betuttede ud. Er groet sammen. Har uden ord besluttet sig for at slå vores adresse op, sætte sig ind i Berlingoen, køre hele vejen herhen og nu gå de knap 25 meter op af vores havegang. Jeg ved ikke hvem de er, men de tror at de skal træde på trædestenene. Det skal de selvfølgelig også, men omvendt er det simpelthen for åndssvagt for græsset er alligevel trådt ned ved siden af og jeg fortryder, at jeg brugte en uge på at lægge de møgsten. Det signalerer at man skal gå en og en på række som gæs og det gør de. Manden først, damen bagefter. Om det er hende der skubber eller ham der trækker, er svært at sige, men deres sammengroede ansigter ligger i folder som vidner til et trafikuheld i tåge med begrænset udsyn. For om lidt skal de banke på døren til huset, hvor døden er flyttet ind, men ikke rigtigt gider gøre arbejdet færdigt. Som om den ikke rigtigt kan bestemme sig. Tvetydig og uklar. Langsomt drænende. Render under øjnene, klædt i Malene Birger og Designers Remix med et udsultet salatblads- look som en bleg model i et flymagasin uden substans. Vi skulle have været afsted, men kom det ikke. Igen. Det var anden gang. Kufferten med tøj ligger stadig pakket. Der har den ligget i to uger for ingen af os gider at pakke tøjet ud. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre med det, når hun er død, for hun tager nok ikke kufferten med sig og Genbrugsen får det altså ikke. Jeg betaler rigeligt til raslebøsserne og det vil ikke klæde en afrikansk bondekone, der moser ting og sager i munden og spytter det ud i gryden. Det vil være signalforvirring og respektløst overfor designeren. For tøjkunsten. Silke og Munthe har ikke noget at gøre i ko-lort og der er for mange tusinde kroner, så måske skulle jeg bare sælge det. Jeg får vel nok mere brug for pengene end Tvind og ikke mange af veninderne kan jo passe det, så hvad siger du? Er det noget du vil købe? Det er herre nice tøj, men sjovt nok vil hun ikke have noget særligt lækkert på i kisten. End ikke det fattig-fine Dolce & Gabbana, som vel sagtens kunne brændes, kan det blive til. Det forstår jeg ikke. Det bryder med karaktéren. Men alt er brudt og knækket så hvad er der at forstå. Hendes mor må vælge tøjet til kisten, siger hun og det kom hun også til. Vaskede hende, redte hende og klædte hende i afslappet rart tøj, imens vi andre drak rutinekaffe før børnene kom og glædede os sådan lidt over, at det endelig var overstået. At hun var fløjet fra reden. Uden kuffert. Hun var trods alt, sådan relativt set, lidt heldig. Lidelsen udeblev sådan noglelunde og alt blev vel som det var meningen. For hun orkede ikke mere sagde hun. Hun ville væk. Fra sin krop. Slutte behandlingen med sine sanser i behold. Havde sagt farvel. Det havde vi begge. Trukket os lidt. Ikke meget men nok til at kunne komme igennem. Rustet os til hver vores rejse. Jeg spurgte hende om hun også havde det sådan. Ja. Og fra vores børn. Ja. Ellers kan jeg ikke. Og alligevel var det dem hendes hænder famlede efter. For at holde fast. Måske for at tage dem med. Men til sidst lå de slapt og da de kom, tog jeg dem i hånden. Børnene. Gik ind. Dér lå hun. De kiggede. Jeg bad dem mærke. Julius kildede hende. Det hjalp ikke. Sophus bemærkede at hun alligevel godt kunne skele - inden Playstationen i hospicets legerum atter kaldte. Over Fortnight kan selv døden ikke sejre.

Men nu hører jeg hende snorke inde fra soveværelset som et maskingevær. Endnu ikke skeløjet, men godt på vej. Jeg har åbnet vinduet og det årlige garder træf ovre på boldbanerne er i fuld sving og lyden af Kom så De Blå og We are Sailing samt et lousy forsøg på at bryde tidslommen med et Rasmus Seebach nummer på tuba, blæser ind i soveværelset. Men det hører hun ikke, for hun sover rusen ud. Hun tager receptordineret speed og det gør hende cool og streetwise og endnu ikke afskrevet som mor. Som kone. Min. Fuld af energi. Blussende kinder og glade øjne. Når jeg hører den knasende lyd fra de blå piller, der trykkes ud af pakken, ved jeg at opstandelsen er nær som genfødt husmor. Det er alt hvad hun vil. Være basic. Føle sig in charge. Hun behøver intet andet. Sørge for os i sin sidste tid, som vi sørger for hende. Efterlade alt som hun vil have det. Lukke huset ned til vinteren. Hendes sidste. De gamle kønsroller trives på tærsklen til døden og jeg klager ikke. Snart skal jeg være både mor og far for evigt, så jeg tager hvad jeg kan få. En pause. Jeg blev skuffet, da jeg opdagede at det var pillerne der gjorde det hele og ikke dén healer, der havde gnubbet hende på maven og kaldt hende tiptop. Tiptop faldt om en dag, da hun var alene. Hun lå og var på toppen med hovedet klasket op af væggen i en halv time. Da hun vågnede vidste hun intet. Samlede sin telefon op på stuegulvet. Stirrede på den. Anede ikke hvad sådan én fætter skulle bruges til, blot at den var vigtig nu. Og da det dæmrede, var koden i hendes hjerne væk og kom først til hende lang tid efter og jeg svarede ikke. Der var larm. Der var fest. Skulle ikke være der for nogen eller noget. Ikke være in charge og ingen der spurgte, hvordan det går derhjemme. Og da jeg endelig kom hjem, holdt ambulancen der stadig. Jeg kørte med og selvom jeg er farveblind kunne jeg godt se skyggerne på hjernen. Tiptop var færdig. Hun så dem selv. Vidste at løbet var kørt og mørket sænkede sig. Men pillerne kan altså stadig trylle. Lidt endnu. En bad-ass-husmor. Til det sidste. Hun. Kvinde. Jeg. Mand. Med fødderne på sofaen. Jeg lader hende gøre det. Det er vigtigt. Drop dig selv, hvis du ikke forstår, for når alt knækker, er du ikke det sexvegansketransgenderheterogaysupremenon-binære væsen med rettigheder, som du troede du var. Du er blot en eksistens og du har een ret. Og det er at dø. At leve er ikke en selvfølge. Du er et menneske med patter. Eller en diller. Måske begge dele. Og du er ligeglad. Du lægger dig ned eller rejser dig op. For køleskabet skal stadig gøres rent, vinduerne pudses, madpakkerne laves, skufferne og skabene tømmes. Hun har gjort det hele i dag og jeg må intet gøre, hvilket jeg selvfølgelig lader som om jeg er utilfreds med for jeg ved godt, at der bliver set skævt til mænd, der ikke laver noget i huset og især, hvis konen er syg og hun skulle helst ikke dø som et martyrium for det er mig, der gennem tiden, har slidt tre støvsugere ned. Men jeg er blevet sat i den grønne lænestol, som jeg glæder mig til at smide ud og hun har sorteret. Jeg ved hvem der skal have hvad af hendes ting, når hun er død. Vi er blevet enige om at jeg beholder smykkerne, så jeg kan give dem videre, hvis drengene skulle blive transvestitter eller hvis de får en datter. Så vil der være et minde om deres farmor. Hende de ikke vil vide hvem er, men som farfar romantiserer i en grad som slet ikke hænger sammen med virkeligheden og som han skrev om i en blog, der slet ikke handlede om hende men om Dig. Os. Alle og du der måtte komme i mit liv. Vi vil være tre. Du, jeg og hende. I hvertfald i starten. Du må være overbærende. Undskyld. Det var ingens valg. Men man kan godt elske to. Og hun vil dig det godt. Det ved jeg for om natten kommer hun. Og du skal ville hende, bare lidt, som i mine drømme nok kommer mindre end før, men som altid vil være der som en eks-kone jeg ikke kan svine til, fordi ingen af os skred. Jeg har ingen at kæmpe med om børnene. Ingen 7/7 deleordninger. Højtiderne er mine. Ferierne vores. Så kom blot. Hvem du end er. Jeg vil sætte dig øverst, som jeg satte hende øverst, for du er ikke en trædesten. Der er plads til flere og hvis du synes jeg er kynisk, så har du ret. Foie gras er en dejlig spise og sælen er sød og fin til støvler og nøgleringe. Jeg vil give dig det hele, men tag det ikke tungt, når jeg pludselig romantiserer. Det forsvinder en dag, er allerede ved det, men jeg holder fast lidt endnu, for jeg holder os alle tre i live. Børnene og mig selv. Jeg hjælper dem til at huske, at komme igennem, mindes og bearbejde for deres hjerner kan ikke selv endnu. Men for hvert ord jeg giver dem, hvert et foto, hver en lille ting jeg viser, vækker jeg hende atter i mig selv og sætter mig skridt tilbage og glemmer, når forholdet var en pain in the ass. Hvert et hjørne skal afrundes og der er altid et nyt. Et der ikke er opdaget og som vil gøre os stille, for som du ved, er fortiden altid en varm sommer. Men det er en rejse du gerne må komme med på. Nu. Hvis du tør. Hvis du kan. For det kræver. Det ved jeg, men jeg vil være der. For dig. Så godt jeg kan. Man skal selv have børn for at forstå, hvordan det er at have børn og måske skal man have prøvet at have mistet moren til de børn. Dobbeltheden. Kompleksiteten. Mennesket jonglerer. Med det hele på en gang. Det kan jeg godt. Græder og griner med lige stor kraft. Vi er ikke vores sorg. Vi er det hele. Og hos mig er intet skjult for jeg ønsker ikke lig i lasten, so to speak.

Men hun vil læse min tale til hendes begravelse og på den måde, er alt som det plejer. Det hele skal hun have med, selvom hun aldrig fik den læst, for pludselig gik det hurtigt. Hun læser ellers alt, hvad jeg skriver. Det skal testes af på hende. Sådan er det. Kreativitet har brug for rammer. For retning. Og jeg er nøjsom. En pose kanelgifler. En kop kaffe. Så er rammerne sat. Det er ynkeligt. Jeg ved det. Men jeg har brug for den pose til at proppe mit hoved ned i, for om lidt vil de, som har fået i hvert fald fyrre år sammen, trykke på ringeklokken, der ikke virker, hvorefter det enorme knald fra dørhammeren vil brage i hele huset og trække hende ud af de blå pillers bivirkninger den drømmeløse søvn. Det bliver så pinligt. For i den hvide konvolut ligger der medmenneskelighed. Skejser. Dej. Mønt. Vi er dem, hvor sikkerhedsnettet ikke bar og som ligger i Det Offentliges Dark Room i kassen med Kafkas Voksenlegetøj til fri afbenyttelse. Kunstneren. Freelanceren. Og dem som er på vej og hvor tiden flyder sammen og som tager arbejdet med hjem, sover og lever i det. Dem hvis tanker er løftet ud i universet. Klodens software som hardwaren ikke forstår. Vi er rod i en kasse, der er formet af konformitet med Asperger-lignende regler så uforståelige som Pokemon kort, hvor ingen fatter hvad der sker andet end at du er dømt til at tabe. For din infantile modspiller digter reglerne selv. Og A-kassen kigger på os med sine androgyne øjne med filter og smider et uforståeligt GX-kort, der på en eller anden måde lukker hele spillet ned. Vi kan ikke se hvad kortet forestiller, men det betyder, at vi ikke har brugt A-kassen nok - og derfor gælder den ikke. Ha, ha! Snydt! Men vi må gerne bytte et kort. Og det gjorde vi så og vi trak det dårligste kort i pyramide spillet. Gå i fængsel og passér Rådhuspladen på vejen. Næ, ikke endnu for der bliver råbt Uno på den anden side af bordet og vi er skakmat. Kongen og Dronningen er faldet og fra den ydre del af København, hvor julefrokosten er risalamande på tube og kirsebærsauce fra spand, forlyder det at selv skammens kort med Kontanthjælpsmonsteret ingen magt har. Vi ejer alt for meget og alt opsparing skal bruges. Nu. Bilen og huset skal sælges. Alt skal væk, forbruges og spyttes ud så vi har 0 i liv og det sidste af vores minder og børnenes hverdag væk. Hvorfor gør vi ikke bare det, spørger damen, der ligner en figur i Minecraft i det offentliges kommandostation på det brandsikre væg-til-væg-tæppe i det kønsløse lagerkvarter, hvor selv narkomanerne ikke gider være og hvor alt skrald er sorteret i aflåste containere, der hentes en gang om ugen og hvor straf falder i kroner og ører, hvis pap er røget i dén med papir for alt skal have en økonomisk konsekvens og bøden kaldes et Gebyr, for systemet vil ikke være en politimand, der udskriver bøder for det er so much yesterday. Tvetydigt og uklart er at foretrække og i gebyrer kan ligge hvad som helst. Som alt det andet. Ryggen fri. Ingen stødt. For System Terminator har været på menneskekursus og forstår, at vi alle er unikke sexvegansketransgenderheterogaysupremenon-binære væsener med rettigheder og maskinen har sat sig i øjenhøjde på skamlen foran Idas elevationsseng og drop med saltvand og fortæller, om Kafkaske regler udrenset for følelser og menneskesprog, som ikke taler ned, men klinisk afmonterer og slår ihjel. Vi er software der kan slettes selvom arvævet i Idas ene bryst er blevet hardware og stift og lige så har kemoen gjort hendes mave, så kan sygekontanthjælp få noget på gled? Nej. Sygekontanthjælp er et tillægskort, man kun kan få, hvis man er berettiget til kontanthjælp og det at være menneske, gør altså ikke én berettiget, når bunden er noget. Men bund er blot et ord, for der er ingen, kun et bundløst hul og den private sygeforsikring gælder nok ved sygdom, men ikke ved livstruende sygdom, for den studerende har ingen pensionsopsparing og sådan en skal man da have. Its all or nothing og det burde i da have vidst, bliver der sagt ud af det man teknisk set kalder en mund, men som mest af alt er en streg i en sparebøsse, der har ædt tyve års indbetalinger og solgt os illusionen om at vi var safe forever. Winter is coming og Team Samuelsens isblå Night´s King øjne stirrer på mig fra skærmen til lyden af Ida der brækker galde op. Jeg skruer op for musikken og stikker fingrene i børnenes ører og nu kommer de to på række med en hvid konvolut og tager det sidste, jeg har tilbage. Min ære. Min stolthed. Manden man tvivler på kan forsørge opdager, at han står i underbukser og skynder sig at tage et par træningsbukser på og jeg løber hen til døren inden de tordner med dørhammeren. Jeg ser mig selv udefra. Jeg ligner et stykke Albertslund i nylonbukser, men de har set mig bag ruden og jeg river døren op, så de ikke får tanken at jeg skulle frygte Inkasso. Det går op for mig, at det virker lettere psykisk, at jeg sådan åbner døren før de banker på. Som en pensionist der står og venter hele dagen på at få sine støttestrømper krænget over sine åreknuder og få sine fem minutters menneskelig kontakt med systemet. Fem minutters berøring. Fem minutter i et andet hjertes rum. Hvor ensomheden for en stund opløses af mindet om de dage hvor alt var normalt. Hvor døden ikke var. Træt. Så træt, så træt. Hvorfor tager jeg ikke bare kuverten og skrider? Kufferten ligger jo pakket og det er ikke mig der skal dø. Og hun skal vel ikke bruge penge, der hvor hun skal hen og jeg kan vel altid snitte en anden historie sammen i min formidable selvbiografi på eget forlag. Den skal have en titel udtalt i datid, for så virker det som om jeg er kommet igennem det hele og nu sidder tilbage med en pibe tobak som Leo, der drejer en buttplug i ler og tænker på Sussie. Måske den skal hedde Jeg har set et eller andet. Hm. Noget. Galde. Blod. Hmm. Jeg skal have set noget som ingen andre har set. Selv ikke Carsten Jensen. Noget hvor man kan retfærdiggøre at forlade døende koner, fordi sådan var det nu engang bedst. For mig. At vælge sig selv er bedst. Sine rights. Så moderne. Jeg valgte. At være basic. At være en mand. Så umoderne. Til døden os skiller. Jeg går med hende. De sidste skridt. Sammen. Hun er min. Snart dødens. Dog stadig min. Det lyder godt. At skrive. I. Små. Sætninger. Som. Et. Hjerte. Der. Stopper. Ja, det er næsten Peter Sommersk eller Søren Huss´ish med det vise skæg og kloge briller iscenesat og brandet på bussen med mørket omkring sig, fordi han nu er enkemandsmølfen og derfor skal se alvorlig ud. Dér i skægget er ingen glæde markedsført, men lad os ringe til enke-Kira og invitere hende på body tequila imens vi lytter til hendes nyeste CD indhyllet i efterår på vores lille sammentømrede niche, hvor vi kan lægge os ned og dø i hinandens navler foret med fnuller og skægpest og fra dybet synge Vi. Har. Set…

Og se nu den lille konvolut med skejser som manden foran mig rækker ud. Hvor meget mon der er i? Hvor er det pinligt. Hvad skal jeg sige? Jeg spiller dum. Lader som om jeg ikke ved, hvad det er. Ser forbavset ud. Tak til Statens Teaterskole. Men vi ved det alle. Hele nabolaget ved det, for der har været, hvad der skulle have været en symbolsk, indsamling til børnene oprettet af venner, men som gik viralt og amok og blev billedet på den bristede illusion om et sikkerhedsnet for alle. Vi blev Ugens Krøblinge og talkshows og sladderblade fandt pludselig ham dér skuespilleren interessant og som diplomat -og lægesøn med en spøjs sans for indbildt upperclass og provinsiel jovialitet, kan jeg kunsten at smalltalke om alt og ingenting. Men her var intet at sige. Ingen kontrol. Alt løbet løbsk. Ingen ord. Jeg, der ellers kan balancere underspillet sarkasme med diplomatisk lune og kæk like-ability og tale udenom indtil mine følelser erklærer krig og blokader ud af det blå og sender en tennisbold med 70km i timen lodret i kartoflerne på Janus, da han i ´89 opdager den oratoriske lighed mellem Ibler og Hitler og på den måde malede et klart billede af sit skridt som Abu Bakr al-Baghdadis skjulested. Jeg har sjældent affyret en bold med så stor en kraft og præcision og slaget står stadigt, som det ypperste jeg har præsteret indenfor Den Hvide Sport og den hvide konvolut rækkes mod mig som præmiepenge og det føles som om ægteparret med deres forsigtighed er i audiens. De siger ingenting. Vil vist gerne, men kun vinden taler og det er rigeligt for der er ved at blive koldt. Jeg prøver selv at sige noget. Noget om at så galt står det altså slet ikke til. At andre mangler mere end os. Det har taget overhånd. Vi har ikke fortjent det. For sådan føler jeg det. Vi fortjener ikke hjælp. Vi er jo normale. Men jeg har intet forstået. Og så sker det. Dét der ikke må ske. Jeg giver dem fuld valuta for pengene. Jeg bryder sammen. Græder. Ikke med vilje. Det kommer bare. Som det har det med at komme. Pludseligt. Uventet. Og så. Som om det ikke var nok. På stive ben står hun der. Hvor kom hun fra. Gå i seng og sov igen. Til lyden af Billie Jean på tuba og tværfløjte. Jeg sniffer snot, så mit hoved er ved at springe af og hun spørger, om de vil ind. Jeg ser på hende. Hun er ikke sig selv, men før jeg får stoppet det, går de to publikummer ind og sætter skoene. Det går langt hurtigere end jeg lige kan forstå og pludselig sidder de ved bordet, som de tre tyskere, der engang spankulerede ind af min havedør for at få min autograf og konstaterede at min stemme slet ikke lyder som den synkroniserede. Og den skælver. Jeg spekulerer på om jeg har luftet nok ud og sætter havedøren på klem. Jeg har noget med lugte og de to indtrængende lugter af hav og liljekonvaller blandet med kvæde. Der er noget ferskt over dem. Deres alder underlig udefinerbar. Jeg er stadig berørt og venter på at svingningerne i mit nervesystem, der er forbundet med tårekanalerne og den irriterende bævrende underlæbe falder til ro. Ingen siger noget. Det hele er mærkeligt. Vil i have en giffel, spørger jeg. Vi kan vel ikke bare sidde og glo og man må vel byde på noget. Det vil de ikke og der bliver stille igen. Snart skal børnene hentes og så slutter mit liv for den dag. Eller det er allerede ved at slutte med de to foran os. De tager min tid og jeg tager Ida i hånden. Mærker ubevidst at noget er ved at ske. Noget hun mærkede allerede i døren og som jeg med mit hoved i posen ikke sansede. De to. Os. Mig. Ida ser på mig. Hendes blik er anderledes. Lyset blafrer. Jeg ved ikke, hvad der er ved at ske, siger jeg. Du er ved at miste hende, siger en af dem fra den anden side af bordet. Der går ikke lang tid. Jeg ved ikke hvem der siger det. Deres stemmer er eet. Jeg nægter at tude for i ´89 slog jeg vist også en mursten over med hånden. Vrede er en god drivkraft. Men den er væk. Erstattet af intet. Eller noget er der, men jeg kan ikke finde fodfæste. Forstår endnu ikke alvoren. Føler mig alene blandt mennesker. Alle gør noget forkert. Jeg kan ikke holde dem ud. Deres årvågne blikke, der prøver at vise hensyn, men jeg vil ikke have hensyn, jeg vil have at de skal vise hensyn, men uden at gøre det og er det ikke det samme, spørger du og teksten smelter sammen. Hvad er op. Hvad er ned. Jeg flyder med, men vil ikke. Fuck it. Jeg gider ikke det her mere. Kan ikke finde ud af, hvad det her er. En hvid konvolut. 475.000kr indsamlet af alle. Jeg vil have dem jeg vil ikke have dem. Du skal bare tage imod, siger hun. Ida. Nemt for hende at sige. Hun er på vej. Jeg er i færd med at stjæle. Sådan føles det. Fra hende. Vores børn. Vores hus. Og nu stjæler 475.000kr fra nogle jeg end ikke ved hvem er. Måske fra dig? Var du en af dem der gav? Jeg ved ikke hvem du er, men du ved hvem jeg er og jeg tænker over det, hver gang jeg ser dig. Vil jeg nogensinde kunne sige, hvad der passer mig. Være et røvhul. Sige min mening. Hvorfor er det så svært at tage imod. Nej, jeg skylder intet, men alligevel. Indrøm det nu lidt. Når jeg træder over dine grænser, vil du da for dig selv tænke at du gav og han fortjener det ikke? Han er ikke det værd. Men hvad kan jeg give tilbage andet end et tak til dig du ukendte. Hendes tøj. Hendes smykker. Min børn. Der er ikke nok til alle og jeg kan end ikke love at opføre mig ordentligt for min humor er sort og sarkastisk, som du måske ikke forstår. Men hvis jeg lover at få det hele til at give mening. At bruge det til noget. Mine tanker, denne blog og måske langt mere hen ad den vej, hvorpå jeg nu går alene, for jeg tager ikke mørke-bussen sammen med manden med skægget. Kun hvis det er en partybus. Måske køber jeg sådan en for pengene. En bus der spreder glæde....

I kirken hører du min tale. Jeg siger den til dig. Hører dig grine fra kisten. Du har altid grinet af mine jokes. Eller måske lod du som om. Det er lige meget. Jeg hoppede på den. Og jeg ser dem i kirken. Svævende oppe over alles hoveder uden den hvide kuvert, men stadig med stive hofter og jeg genkender dem fra dine sorthvide fotos derhjemme i albummet…. Er jeg ved at blive tosset. Jeg lukker øjnene. Falder. Slår hovedet mod gulvet og crasher gennem det og lander i badekarret i kælderen. Det er varmt. Dejligt. Jeg er omgivet af noget. Vand er det ikke. Jeg lader mig flyde. Her er stille. Børnene er i skole.