Tidsmaskine

Kun få dage efter begår jeg blasfemien, men har forberedt mig flere dage før for man jo skal se frem. Jeg har købt poser. De sorte. Dem som man ikke kan se igennem og måske fortryde sit skrald. Jeg er ikke god til at smide ud og sover på ragelse, medslæbt fra lommer af mit liv, der klæber sig til forestillingen om, hvem jeg er. Såsom en sandsæk uden indhold. Den har ligget flad siden 1993, hvor jeg købte den på tilbud i en lille by i et nedlagt kulminedistrikt udenfor Pittsburgh og slæbte den hjem til Danmark. En sandsæk af mærket Everlast og du tænker at jeg nok trækker en kliché op af hatten om min kærlighed til Ida, som noget last forever´ish. Men den vej går jeg ikke for jeg ved at kærlighed går i dvale og en dag vil den ligge og slumre. Hvis blot jeg flyder med og lader det ske uden at tage kampen op. Lader det hele ske af sig selv. Svært for en rigtig mand som mig, for vi mænd sér trusler over det hele og det er vigtigt at være i kampform. Også selvom jeg er i fyrrene. Den sandsæk skal nok komme på arbejde, for mit testosteronniveau er lasting forever og nu skal jeg kraftedeme have noget plads i garderobeskabet til alle mine slim fit jakkesæt. Jeg står med min sorte pose og føler mig som et gigantisk møl, klar til at æde hele Malene Birger. En skamfering af hendes klædeskab. Hustruvold. En pissen territorie af uden at kunne pisse. For jeg er ikke klar. Ida er i dét tøj og nu smider jeg hende ud som den handlingens mand jeg er. Jeg er enkemændenes svar på Ivan Lendl. Iskold. Uden følelser. Kun med øje på bolden. En tabt bold er blot en af mange bolde mod sejren. Ikke se sig tilbage. Just fucking do it!

Jeg starter forsigtigt ud. Tager et par af hendes grimmeste uldstrømper, som hun ikke kunne sige nej til, fordi nogle havde strikket dem til hende. Jeg gør hende en tjeneste. Befrier hende fra dem og jeg lukker øjnene og prøver at ”lytte efter”, som en af mine arbejdsløse skuespiller-kollegaer, der efter at have plukket fra det spirituelle buffetbord og nu har fundet sit kald som ”Talerør for Afdøde”, har sagt jeg skal gøre. Mellem tro og performance er afstanden ikke lang og jeg lytter og hører hende sige tak. Jeg be´ r. Snuser til dem. Næsen er en tidsmaskine. Jeg har konserveret en af hendes t-shirts i en tillukket frysepose for at kunne bevare hendes duftspor. Mest til mine børn, men også lidt til mig. Bundet en solid knude om og som jeg står der og snuser til hendes uldstrømper, forstår jeg at øjeblikket er kommet, hvor jeg må bryde forseglingen for duften i skabet er væk. Hun har taget den med sig. Jeg forstår det ikke. Jeg stikker günteren i hendes skjorter, t-shirts, bukser, undertøj, men døden må have vasket det hele ved 60 grader inden han strøg for hun er der ikke. Jeg flår fryseposen op og sniffer. Intet. Jeg finder en hårbørste. Noget jeg ikke selv har brugt i tre år. Heller ikke den giver mig den mindste smule. Jeg løber ud i toiletskabet. Finder en parfume som hun aldrig gik med. Dufte i mængder vé hun uden om og duften sender mig ad blind vej tilbage til min fars moster i eks-Jugoslavien, der altid serverede CocaCola vel for at statuere, at østlande sagtens kunne være med på vestlige præmisser og vi møgforkælede bumsede børn af kapitalismen i vores fancy snow wash cowboybukser, drak jo sikkert den slags moderne stads som var det mælk. Jeg smider parfumen i toiletspanden som jeg opdager ikke har været tømt i…lang tid. Vi handlingens mænd bruger ikke toiletspande. Det hele ryger i lokummet. Jeg spekulerer på om jeg fremover vil have en toiletspand i mit hjem. Det vil sende et signal om renlighed. At der er tænkt på det hele. Som badeværelsets svar på et GrandCru vinsæt. Jo, spanden skal da have sin plads i mit lille hjem og måske vil jeg også bruge skyllemiddel for at give det hele et ekstra touch af kontrol og overskud. En duft af gedigen kemi. Herlich und wunderbar. Jeg vil ikke være eneboeren, der ikke kan tage sig af sig selv og sine børn. Der laver spejlæg og rugbrødsmadder til aftensmad med fluktuerende sengetider. Nej, her skal laves frikadeller og de spises klokken achtzeen und nicht später og tandtråd og vatpinde med ørevoks ryger i toiletspanden.

Jeg bliver træt og mit hoved dunker. Hendes kæmpedåse hovedpinepiller troner foran mig ved siden af den sidste olie som hun ikke kunne tåle og som jeg har overvejet at sælge sammen med morfinplastrene. Sådan en flaske cannabisolie vil kunne give et par tusinde mindst. Der har været flere gæster, der har slikket sig om munden. De kan åbenbart lide kål for det er sådan det lugter. Olien. Af rådden spidskål. Hun kastede op, da hun prøvede det, men det skulle jo være så godt og hun tog lidt mere og kastede lidt mere op indtil den endelig fandt sin sidste plads i toiletskabet. Jo, enkelte gæster har været mere tissetrængende end normalt og er kommet klarsynede ud derfra med ånde af græske kåldolmere, men der er stadig en del tilbage i flasken, som kunne give lidt knaster på Halmtorvet. Men nej! Den ryger samme vej som parfumen, for vi mænd af handling, er kun til fyringsolie og diesel. Og hovedpinepiller ved man hvad er, så nu tager jeg hele dåsen. Der er to tilbage. Jeg hælder dem ud i min hånd, som jeg har gjort det så mange gange før, da pillerne var til hende, marineret i kemo. Let forståelige hovedpinepiller. Store, blege og klodsede. Som var de til min partygirl med tømmermænd lagt i selvforskyldt brak foran Tv med skihop. Helt almindelig håndkøbsmedicin. Følelsen af normalitet og dagen derpå som i andre hjem. Ej de sidste terminale dage med de små farvede, som insekter, giftigste piller. Jeg fandt dem fornyligt i handskerummet. Gad vide, hvad der ville ske, hvis jeg spiste dem? Der er vist noget med noget hormon-halløj i de piller. Jeg ville få mandepatter i mine slim fit jakkesæt. Det ville være en non-binær konsekvens som ville presse os de sidste nedringede mænd fra Balkan på bænken sammen med Eran DD. Vores guldkæder skal ikke ligge skjult i en behåret C-skål, så jeg nøjes med hovedpinepillerne og kaster dem i kæften som den bad ass jeg ikke er. Prøver at tygge dem ligesom de gør på film og min kemiske ånde blæser gennem mig som en atomsky af hospice og sygdom. Tiden. Står. Stille. Rummet opløses. Jeg mærker hende. Ryger tilbage. Kortvarigt. Intenst. Hun var der. Jeg tager den tomme pilledåse. Lugt af medicin. Snuser ind. Hun kommer atter ud. Står levende i mit system. Vores sidste sommer. Hun har det godt. Vi spiser hjemmebagt rugbrød. Hun forsvinder. Jeg snuser igen. Vi skyder nytårskrudt. Skræmte naboer til hospice kigger den anden vej. Har deres egen fest. Det har vi også. Har købt krudt for børnenes skyld. Vi holder alle fire hånd og ser krysanthemum på himlen. Hun slipper og siger at hun er træt. Jeg snuser. Jeg kører hjem med børnene. Ved at hun snart er død. Julius siger at hvis hun dør, vil han brække sine fingre. Jeg skruer låget på dåsen og går tilbage til tøjskabet. Kravler ind. Lukker døren. Sidder i hendes tøj. Frygter at døden finder mig og tager min dåse. Min tidsmaskine. For snart vil han opdage, at der var en spøjs detalje han havde overset og bede om den dåse. Han vil slikke den ren indvendigt, sige tak og vi ses. Det er et spørgsmål om tid og jeg sniffer og snøfter som en lille dreng med lim, mindes hende og glemmer, at jeg er en mand, der ellers tygger, gumler og spytter ud. En praktisk gris som nu står overfor at åbne en skabsdør indefra. Jeg aner ikke hvordan. Jeg har alligevel ingen lyst til at sidde i det skab. Ingen lyst til at være limet fast. Snifferiet har gjort mig høj og jeg vil ud og helst inden børnene kommer hjem. Det er sådan lidt mærkeligt, at sidde i et skab, men jeg notérer scenen som noget jeg måske kan bruge i en film. Sådan er jeg ramt af fagskade. I de værste øjeblikke ryger jeg ud af mig selv og sér muligheder. Analyserer mine følelser. Bevarer dem. Lægger dem i en skuffe og trækker dem op igen på kontrakt. Tjener penge på følelserne indtil de tørrer ud. Det er sygt, men sådan er det. Det er showbiz, ja, men det er mere end det. Det er overlevelse. Penge er blot et biprodukt af pathos. Kunstnere skærer deres øre af. Brækker deres fingre. Smadrer deres forhold. Uforståeligt for folk af logos. For nyttedyr, der bygger rede i fratrædelseskontrakter, afspadsering, bonusordninger og firmabiler. Skuespillere er mimoser. Uden en scene, uden et filmset, uden et publikum, dør de i udsultede offerroller. Men deres frø er skabt af beton. Så jeg sparker skabsdøren op og træder ud med min sorte pose. Jeg er 45% logos. På en god dag 55. Og idag er dagen god for jeg har min lille dåse og jeg flår tøjet ud af skabet. Fylder poserne. Slæber det i kælderen. Ned til sandsækken. En dag smider jeg det hele ud. En dag. Jeg ved faktisk ikke helt, hvornår. Måske om to år. I 2021.....